Brand Design for Social Media by Heart

 
portefoljethumbnail3.jpg
 

De af jer som kender mig, ved også hvor meget jeg brænder for det autentiske i en branding proces.
Et brand skal ikke bare se godt ud. Det skal være i rød tråd med det du udstråler indefra, og så skal det tiltrække dine drømmekunder. De af jer som kender Anja ved også at hun har en udstråling som både er behagelig og rolig, men også meget hjertevarm og energisk på samme tid.

Anja driver firmaet Social Media by Heart, som hjælper virksomheder med at komme ud over rampen med videomarkedsføring på de sociale medier. Anja er både er dygtig til at rådgive omkring alt det tekniske der hører sig med til videoproduktion, men ikke mindst også med at gøre det med hjertet og skrue op for sig selv.

Kemien ved vores første kaffemøde sammen var derfor super god mellem Anja og jeg, hvor vi blev enige om at starte et samarbejde og gøre brug af hinandens kompetencer. Jeg havde nemlig et ønske om at få produceret en branding video til min hjemmeside, og Anja stod og manglede et brand design.

Den superfine video som Anja har kreeret for mig ligger forresten nu på min forside, og den proces vil jeg fortælle mere om i et andet blogindlæg, for nu er det all eyes on Anja <3

showcase-smbh.jpg
showcase-smbh3.jpg
showcase-smbh2.jpg

Vi startede med at Anja udfyldte mit branding spørgeskema, som forberedelse inden projektet gik i gang.
I branding spørgeskemaet fik Anja sat ord på hendes vision, værdi og væremåde som blev kogt ned til disse nøgleord:

Glædespræder, ærlig, nærværende, rummelig, energisk, intuitiv, jordnær, forstående, feminin, kærlig, humoristisk, positiv.

Derfra begyndte jeg på designarbejdet. Jeg starter altid med at kreere et moodboard, for at være sikker på at Anja og jeg var enige om den overordnede stil designmæssigt, inden jeg gav mig i kast med noget konkret.

Moodboardet blev i rolige og feminine farver med et miks af kraft papir, lyserød velour, søgrøn, mørk bordeaux, håndtegnede illustrationer og rustikke blomster.
Ud fra moodboardet blev vi enige om de farver og fonte som passede bedst til Anjas brand.

brandboard-smbh.jpg

Ud fra de håndtegnede illustrationer i moodboardet valgte vi at Anja skulle have designet et feminint, håndtegnet ikon til sit logo, som skulle stå i kontrast til den ellers tekniske verden som normalt hører sig med indenfor video. Det skulle fremhæve at Anja ikke kun fokuserer på de tekniske aspekter i en videoproduktion, men at hun også har noget på hjerte.

Det endte med at jeg tegnede et rustisk håndtegnet hjerte.
Hjertet blev implementeret i et smartphone ikon, som ligger vandret for at understrege at Anja primært arbejder med videomarkedsføring.

Ud fra det håndtegnede hjerte kreerede jeg derudover et baggrundsmønster, som blandt andet blev integreret i et par skabeloner til Anjas instagram profil, og på den måde skabte vi den røde tråd til Anjas visuelle identitet.

Jeg ville være sikker på at Anjas brand kunne stå stærkt fremover i hendes udvikling. Derfor samlede jeg det hele i én stor Brand Design Guide, som er en form for ”opskrift bog”, til hvis hun enten selv eller en anden fremover skal designe noget visuelt til hendes virksomhed.

Anja’s egen udtalelse om forløbet:

“Det har været en spændende proces, og det har været med til at få synliggjort nogle ting for mig, i forhold til min forretning. Jeg har lært en del om vigtigheden af at være sig selv og sit brand bevidst; alt fra farver, fonte, brand board og mine egne ord, hænger nu sammen så de giver en helhed.

Sasja har en rigtig god indlevelsesevne, og hun spørger ind til en, så hun får alle de svar der er nødvendige for at kunne skabe et brand design. Hun er dygtig til dit fag, og jeg er ikke i tvivl om, at hun får stor succes med Thriving Studio.”

Jeg elsker at arbejde sammen med andre passionerede iværksættere, og Anja er både teknisk dygtig og professionel, samtidig med at hun er super hjælpsom og hjertevarm.

Derfor har det været en fornøjelse for mig at skrue op for Anjas personlige brand, og jeg er super tilfreds med hele vores forløb sammen og ikke mindst slutresultatet.