Brand Design for Simone Lotus

portefølje-simonelotus.jpg

Hvis der er noget, jeg elsker, så er det at arbejde med ildsjæle, som brænder for deres virke, og Simone Lotus er om nogen en terapeut med power, drive og energi.

Simone hjælper som NLP-coach og kropsterapeut mennesker med ondt i krop og sjæl med at løsne muskelspændinger, smerter, stress, angst og depression via en kombination af dybegående massageteknikker, ledfrigørelse, samtaleterapi og åndedrætsteknik. Simone hjælper klienterne med bedre at kunne mærke sig selv, få mere plads i hovedet, større frihed i kroppen, klarere selvbevidsthed og mere og mere lyst til livet.

Ligeså kompetent Simone er som coach og kropsterapeut, ligeså sikker var hun i, at hun havde brug for at et brand design som matchede hendes unikke vibration og essens.

Som forberedelse til projektet startede Simone med at udfylde en masse spørgsmål hjemmefra, hvor hun fik sat ord på sin vision, værdi og væremåde.

For at det ikke skal være løgn, blev jeg faktisk lidt blæst bagover, da jeg fik Simones spørgeskema retur. Men jeg blev blæst bagover på den absolut fedeste måde, hvor man virkelig kan mærke personens unikke essens skinne igennem. Det hele blev kogt ned til disse beskrivende nøgleord:

Modig, Stråler som en sol, Lovende komet, Tillidsvækkende, Powerfuld, Pionér, Autentisk, Humoristisk, Integritet, Glad, Fritænkende, Rå elegance, Oprigtighed, Nærvær.

brand-board-simone-lotus

Derfra begyndte jeg at kreere et moodboard, som skulle fremkalde den visuelle retning, der matcher Simones brand. Moodboardet blev et mix af glade forårsfarver, friske pasteller, energisk solgul og bløde, organiske mønstre. Ud fra moodboardet besluttede vi os for de forskellige skrifttyper og farver.

Simone havde en klar idé om selve ikonet til sit logo, som skulle være et par hænder, der holder en lotusblomst. Dermed symboliserer ikonet både Simones navn og fag. Ud fra Simones idé og ud fra moodboardet, designede jeg selve logoet med det dertilhørende ikon.

Jeg designede desuden et grafisk baggrundsmønster, som passer til Simones visuelle identitet, som hun kan bruge til alt fra visitkort og pdf’er, til sin instagram, facebook og hjemmeside. På den måde blev der skabt en rød tråd som giver genkendelighed og professionalisme til Simones visuelle brand.

Jeg ville være sikker på, at Simones brand kunne stå stærkt fremover i hendes udvikling. Derfor samlede jeg det hele i én stor Brand Design Guide, som er en form for ”opskriftbog”, til hvis hun enten selv eller en anden fremover skal designe noget visuelt til hendes virksomhed.

Det har været en fornøjelse at skabe et design til en sej kvinde som Simone, der ikke er bange for at tage chancer, og som ønsker noget anderledes og unikt. I og med at Simone allerede er nået så langt i sin karriere så tidligt i sin udvikling, er jeg sikker på, at hun kommer til at få masser af succes fremover - ikke mindst fordi hun har hjertet på rette sted og brænder for at øge menneskers livskvalitet